
Det er ikke usædvanligt, at de forbindelser, vores værts- og besøgsfamilier danner gennem DIS, varer ved i mange år efter, at de har sagt farvel til deres studerende.
Det er Kit og hendes familie et godt eksempel på, for hun har sendt os denne fine fortælling om, hvordan flere af deres tidligere studerende er blevet en del af familien og bl.a. var med ved datterens bryllup i 2023.
Læs med, når Kit fortæller her:
“Som barn havde jeg en veninde, der havde amerikanske udvekslingsstudenter boede, og det var den direkte anledning til selv at blive vært. Jeg var 33, da vi første gang lagde hus til en DIS-studerende i 1999-2000. Thomas boede hos os og vores børn i to semestre, og han og hans hustru Terese er blandt vores vigtigste venner i dag.
Siden har vi været skiftevis værts- eller besøgsfamilie for omkring 15 DIS-studerende. Vi har selv en stor børneflok på 6 i alderen 19-35, der i dag er venner med mange af vores tidligere studerende, og vi har haft masser af oplevelser med dem både herhjemme og i USA.



Vigtigst er nok, at vores datter Caroline blev så bidt af USA, at hun dels studerede derovre et semester (på Whittier College i Californien), dels valgte at flytte til New York City i 2018 for at bo og arbejde. Her mødte hun Jonathan, og de blev gift i vores lokale kirke i september 2023 og er netop flyttet hjem til Danmark, hvor de har købt hus.
Ved brylluppet deltog flere af vores tidligere studerende med ægtefæller, og en af dem, Danielle, er så nær os som familie, at hendes søster også tæller som en af vores og var med. Caroline boede hos Danielle de første måneder i NYC, og hendes mor og søster tog sig af hende som deres egen.


Vores yngste søn Viggo (19) var ikke født, da vi var værter første gang, men han har virkelig haft glæde af både vores første studerende, Thomas, og mange andre siden. Han skulle i 2020 have været på udveksling hos Thomas og hans familie i Minnesota, men Covid kom i vejen. I sommer var han til gengæld hos dem på deres familieranch i Californien, og han besøgte på turen fire andre stater og tidligere studerende, som tæller nogle af hans nærmeste venner.
Som værter har vi dels fået sikret vores børn et virkelig godt engelsk, en masse venner i efterhånden alle aldre i USA, et kendskab til en verden udenfor og modet på selv at rejse ud for at studere og leve i udlandet. Samtidig er vi faktisk blevet klogere på vores eget land og hovedstad, og på vores kultur og position i verden, for vi viser altid rundt, tager på ture og får stillet 1000 spørgsmål om København og Danmark.”




Vil du være vært til efteråret?
Vi søger lige nu værter, som har lyst til at invitere en studerende ind i deres hjem fra august til december. Måske er det dig, som skal danne nye relationer?
>> Læs mere og tilmeld dig her!