Skal vi være værtsfamilie? Det har vi da ikke tid til

Interview med førstegangs-værtsmor

Spring2016_Walk-with-my-family_Bernstorffsparken_EmilyVolpert-saved-for-web

Nogle gange går man ind til noget, som er så uvant, nyt og usikkert, at man ikke ved, hvad man kan eller skal forvente. Sådan havde en førstegangs-værtsmor det, inden hun tog imod familiens første DIS-studerende i januar 2016. Vi tog en snak med værtsmor Helene for at høre ind til hendes tanker, forventninger og betænkeligheder ved at blive værtsfamilie.

Helene bor med sin mand og to teenagepiger i København.

# Hvem fik idéen til, at I skulle værtsfamilie for en DIS-studerende?

“Mine svigerforældre havde fortalt om, hvordan noget nær familie havde haft stor glæde af at være værtsfamilie for en amerikansk studerende. Det var særligt deres to drenge, som havde været meget glade for de amerikanske studerende, hvor én blandt mange positive ting var, at drengenes engelsk var blevet meget bedre. Familien fortalte dog også, at de havde brugt rigtig meget tid på særligt den første studerende, idet han i danske øjne havde været ret hjælpeløs, og at de mange gange havde måtte smide, hvad de havde i hænderne, fordi han var faret vild i toget, ligesom de flere gange måtte til Valby og lede efter hans glemte ting på ‘Hittegods-kontoret’.

Vores ældste datter Isabella foreslog siden mange gange – faktisk rigtig mange gange over det sidste halvandet år – at vi skulle prøve at være værtsfamilie for en amerikansk studerende – og undervejs blev vores yngste pige også meget positiv over for idéen. Tungen på vægtskålen blev, at siden Isabella afslutter engelsk i gymnasiet her til sommer, skulle det være nu, hvis hun skulle kunne bruge oplevelsen positivt i forhold til at forbedre sit engelsk.”

# Hvad var dine første tanker om at blive værtsfamilie for en DIS-studerende?

“Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg aldrig har brudt mig om tanken. Jeg er som person et ret privat menneske, der som udgangspunkt synes, at det er grænseoverskridende at have fremmede mennesker meget tæt på mig – ikke mindst i mit eget hjem. Herudover mente jeg ikke, at vores lejlighed var specielt velegnet til dette, idet vi godt nok har en meget stor lejlighed, men at den er i ét plan med kun ét bad. Endelig har både min mand og jeg et meget travlt arbejde, ligesom pigerne har mange ting at se til, så jeg syntes faktisk ikke, at vi havde tid, overskud og energi til en amerikansk studerende – slet ikke, hvis vi også skulle ‘agere mor’ og redde vedkommende ud af diverse uheldige situationer. Så jeg har faktisk ‘kæmpet imod’ fra begyndelsen og heller aldrig troet, at det skulle blive virkelighed.”

# Hvad fik dig til at sige ja til, at I skulle være værtsfamilie?

“Det er et godt spørgsmål. Angiveligt fordi, at jeg har to fuldstændig vanvittigt insisterende døtre, som bare fortsætter og fortsætter, så det til sidst er svært at sige nej. Endelig har jeg i mange år haft et ønske om at forbedre mit engelsk, da mit mangelfulde engelsk særligt i mit job er blevet en hæmsko og afholder mig fra at holde oplæg på engelsk, tage imod engelske delegationer mv. Jeg tænkte derfor, at dette kunne være anledningen til at ‘springe ud i det’, få brugt og forbedret mit engelske sprog – når det nu ikke kunne være anderledes.”

# Hvordan har det været siden? Hvad laver I sammen? Hvad synes din familie og børn om det?

“Hvordan har det været? Der er kun et svar på det; over alt forventning. Emily er simpelthen bare utrolig sød, godt begavet, reflekteret og fuldstændig easy going. Hun er faldet fuldstændig problemløst ind i vores familie, og vi har en utrolig god kemi.

Til intromødet på DIS var vi blevet rådet til at lave en form for ‘guideline’, fordi amerikanske studerende jo ikke kan gætte sig til de mange skrevne – men primært uskrevne – regler, der er i en familie. Altså skrive de ting ned, som er vigtige for os, så der fra starten er rene linjer, og den studerende ved, hvad vi har af forventninger til hende. Da vi havde en hektisk ankomstweekend, hvor vi holdt 18-års fødselsdagsfest for vores ene datter, fik vi aldrig udarbejdet en ’guideline’ eller på anden måde talt om, hvordan det er at leve i vores familie. Men på én eller anden måde har det aldrig været nødvendigt. Emily har lynhurtigt ‘afluret’, hvordan vi gør tingene herhjemme og indretter sig efter det.

Min mand og jeg bilder os ind, at Emily ikke er en ‘gennemsnitlig’ amerikansk studerende. Hun har selv fortalt, at de går meget op i miljøet i hendes stat/hjemby, og Emily slukker uopfordret lyset på værelset og skruer ned for varmen, når hun går. Emily er meget udadvendt, men har samtidig et stort behov for at være sig selv, hvilket passer fuldstændig til os. Hun har jævnligt aftaler med veninder i København, men giver altid besked i forhold til mad og kommer ‘stille’ hjem. Emily er både sød og sjov og kan ‘fjolle’ rigtig meget sammen med vores piger, men har samtidig en mere ‘alvorlig’ side og er meget seriøs omkring sin skole.

Spring2016_Walk with my family_Bernstorffsparken_EmilyVolpert

Emily deltager i alt, hvad vi som familie laver. Det betyder vennemiddage, familie-komsamner og gå-ture med hunden. I hverdagen hygger og snakker vi primært over aftensmaden, men pigerne spiller også rigtig meget kort og hører musik om aftenen. Emily hjælper pigerne med engelsk, og vores piger hjælper omvendt Emily med dansk. Emily skal med op i vores sommerhus i Sverige i påsken, hvilket vi alle glæder os til at vise hende. Emily rejser en del selv og har også haft besøg af sin far og får besøg af sin mor, hvor hun så tilbringer tiden sammen med dem. For få uger siden havde vi hendes far og onkel til mad, som også var en stor og positiv oplevelse.

Emily og pigerne storhygger sig, griner, danser, spiller kort og taler engelsk sammen. For min yngste datters vedkommende er det som at få en søster mere. Og for min mands og mit vedkommende har det været en stor positiv oplevelse, som indtil videre ikke har budt på en eneste dårlig ting. Min yngste datter fylder 15 år i april måned, og vi har besluttet at tage en weekend til Paris og fejre den, hvor Emily selvfølgelig skal med.

Jeg ved ikke, om vi siger ja til en studerende en anden gang. Det hele går så godt, så vi næsten ikke kan tro på, at vi kan være så heldige igen. Men der er i hvert fald ikke tvivl om, at vi indtil nu har fået en meget stor og unik oplevelse ved at være værtsfamilie for Emily, som vi helt sikker ikke havde fået, hvis vi/jeg ikke var ‘sprunget ud’ i det.

Vi er simpelthen super glade for Emily, og vi er blevet meget klogere på ‘det amerikanske system’ og på, hvordan man gør ting og anskuer ting i USA, som på mange måder er fuldstændig anderledes end i Danmark. Vores engelske bliver langsomt bedre, og hele familien bliver løbende udfordret i forhold til ting, som man tror ‘bare er sådan’ – men som mange gange fungerer helt anderledes i en amerikansk kontekst og kultur.

Jeg har meget svært ved at tro, at vi ikke vil blive ved med at have kontakt med Emily – selvom afstanden er stor, og vi ikke vil have mulighed for at se hende hverken hver eller hver anden dag/år.”

Tak til Helene for at dele sin tanker og oplevelser med os! Vi er sikre på, at der er mange andre værtsfamilier, der har haft samme bekymringer og overvejelser som Helene, inden de modtog deres DIS-studerende. Det er en fornøjelse at læse om, at virkeligheden nogle gange viser sig at være en helt anden.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.