Lilly og Lars fra Søborg har siden 2006 været Besøgsfamilie for intet mindre 23 end DIS-studerende. Det er gået hen og blevet en livsstil, som har givet dem oplevelser, de aldrig vil glemme.
Lars og Lilly fortæller her lidt om, hvorfor det er så fantastisk at være Besøgsfamilie og giver samtidig et par råd med på vejen til nye Besøgsfamilier.
”Da vi for 10 år siden tilmeldte os som Besøgsfamilie, var vi meget usikre på, om det var noget for os og for de studerende, men det må siges at have været tilfældet. Vi har lært så mange dejlige mennesker at kende, og vi har lært utrolig meget om USA”, fortæller Lilly.
Og det har da også betydet, at Lars og Lilly nu besøger USA cirka én gang årligt. De er lige hjemvendt fra New York, hvor de besøgte tre tidligere studerende. Det er også blevet til et bryllup i Alabama, så det må siges, at relationerne bliver holdt ved lige.

”Vi har haft stor fornøjelse af at besøge vores studerende i USA og også møde deres familier. Det er hyggeligt at genopfriske minder og skabe nye fælles oplevelser. Flere har også besøgt os i Danmark flere år efter deres ophold hos DIS, og nogen har også holdt jul hos os. Vi har derfor ikke kun lært en masse om USA, men også meget om vores eget samfund ved at se Danmark igennem deres briller og diskutere aktuelle emner. Oven i købet får vi også lejlighed til at være turist i København”, siger Lars.
Lilly og Lars går op i, at deres studerende ikke kun er gæster i de fire måneder, de er i Danmark. Derfor er de studerende altid med til at lave mad – blandt andet også ved den årlige Thanksgiving-middag. I det hele taget kan mad være ét af de emner, som er en god samtalestarter ved de første besøg.

”De fleste har gavn af at tale lidt om indkøb fx af mejerivarer – madlavningsfløde smager ret underligt i kaffen! Og en anden studerende synes dansk yoghurt er meget tyndt… det hjalp da han ikke længere købte drikke-yoghurt”, fortælle Lilly med et glimt i øjet.
Og der er flere gode råd, som Lars og Lilly vil fremhæve til kommende Besøgsfamilier:
”Det en god idé at sende en mail til jeres studerende, så snart I får deres e-mail adresse. De har stor glæde af at høre fra jer, inden de tager hjemmefra, dels så de ved, at de er ventet, og dels så de har mulighed for at stille spørgsmål. Det samme gælder, når I skal mødes første gang. Mange kan være lidt usikre, så det er en god idé at tage initiativet til at mødes både første gang og fremover. Forvent ikke at den studerende tager initiativet, da der sker så meget for dem specielt i starten. Vi aftaler næste gang, vi kan ses, mens vi er sammen”, afslutter Lars.

Vi siger tak til Lilly og Lars for at dele oplevelser og gode råd med os. I billedserien herunder kan I se flere billeder, blandt andet fra julebagningen og havearbejdet, som Lilly og Lars’ studerende har givet sig i kast med.
Har du selv fået lyst til at blive Besøgsfamilie? Så læs mere her, hvor du også kan tilmelde dig: dis-kbh.dk/besogsfamilie