Tag på udflugt med din studerende!

Et nyt semester er skudt i gang, og uanset om du er værts- eller besøgsfamilie har du sikkert planer om at tage på nogle udflugter med din studerende. Vi har samlet en række ideer til, hvad I kan lave – både i og udenfor København. Lad jer endelig inspirere!

Københavnske bagerier

Hypen omkring bagerierne i København er også stor i udlandet, og det danske bagværk er exceptionelt godt mange steder i hovedstaden. I kan f.eks. svinge forbi Juno The Bakery på Østerbro og prøve deres fremragende kardemommesnurre. Hart Bageri fik sidste år global eksponering gennem den fantastiske serie, The Bear (som kan ses på Disney+) – og det er fuldt fortjent. Brødet er forrygende og kan både købes på Gammel Kongevej eller Holmen. I indre by ligger BUKA, som laver kager, der på en gang er bombastiske og elegante – find butikken både på Strøget og på Store Kongensgade.

Og der er mange flere! Lav evt. en tur ud af det og tag på ekspedition for at finde byens bedste fastelavnsbolle – I skal nok (næsten) få brændt kalorierne af mellem stoppene!

Frilandsmuseet

Vil I ud af byen og vise Danmark i et historisk perspektiv? Frilandsmuseet i Lyngby er altid et besøg værd, og det er sjovt at vise dansk historie på en håndgribelig måde. Den studerende vil uden tvivl få et godt indblik i, hvor anderledes Danmark er fra USA – også flere hundrede år tilbage i historien. Måske kan det være ekstra interessant for jeres studerende at høre om, at der mellem 1820 og 1930 var næsten 350.000 danskere, som drog til det store USA i håbet om et bedre liv. Mange af disse mennesker boede netop i huse, som dem man kan se på Frilandsmuseet.

Vær opmærksom på, at museet ikke har åbent alle dage i vinterperioden.

En tur i naturen

Vil I endnu mere væk fra det pulserende byliv og samtidig gøre det helt gratis, så tag på en vandretur i naturen! Sjælland er propfyldt med spændende vandreruter, som er pænt anlagte og ikke kræver måneders træning eller særligt udstyr.

De mest oplagte og kendte er naturligvis også de mest velbesøgte. Det kunne f.eks. være steder som Dyrehaven (kombinér det evt. med en tur forbi Bakken – der er også sjovt at gå rundt, selvom der er vinterlukket!) eller Kalvebod Fælled. Vil I endnu mere ”off the beaten path”, kan I overveje at tage på nogle længere ture på Sjælland.

I kan tage til Odsherred og besøge det dramatiske og smukke Røsnæs Fyr, som ligger flot ved en klint med en fantastisk udsigt. Hele området er fyldt med stier og fantastisk natur. I kan også kombinere det med et besøg i Kalundborg, hvor området omkring Vor Frue Kirke især er anbefalelsesværdigt. 

Vil I have endnu mere dramatisk natur, kan I tage en tur til Stevns eller Møns Klint – begge steder byder på nogle af de mest imponerende syn i landet og kan være en fed afveksling fra det ellers så flade landskab.

Vil I nordpå, kan området omkring Tisvilde Hegn kraftigt anbefales. Især på en flot forårsdag, hvor bladene stadig er helt lysegrønne, er det et virkelig skønt sted – og man har hele tiden stranden tæt på.

Der findes uendeligt mange flere fantastiske naturoplevelser lige uden for døren. Læs f.eks. VisitNordsjællands tips til udflugter her. OpdagDanmark har også en spændende liste over steder her.

Leg turister i jeres egen hovedstad

Det kan faktisk være rigtig hyggeligt at lege turister i sin egen hovedstad, fordi man også på den måde kommer i øjenhøjde med sin studerende. Start f.eks. med en kanalrundfart fra Nyhavn – det er ikke særlig dyrt og måske er der et par facts, I selv trænger til at få frisket op omkring Den Lille Havfrue eller Operahuset. Fortsæt efter turen til nogle af de steder, I så fra vandet – Amalienborg, Marmorkirken, Den Lille Havfrue. Gå en tur ned ad Strøget og få slæbt jer op i Rundetårn – det er med garanti længe siden, I selv har været oppe og nyde udsigten over Københavns tage. Spis måske ligefrem smørrebrød undervejs på turen – så bliver det ikke mere ærkedansk!

Men hey, sørg lige for at gøre det en dag, hvor solen skinner! København er altså bare ikke lige så indbydende og romantisk, når regnen vælter ned.

Find De Glemte Kæmper

De Glemte Kæmper er en række finurlige træfigurer, som er skabt af Thomas Dambo og spredt rundt omkring i naturområder både i Storkøbenhavn og resten af landet. Han har sågar skabt adskillige figurer i USA og resten af verden. Besøg kunstnerens hjemmeside for et kort over det præcise lokationer – og kombiner det endelig med en gåtur i området! Hvis I har mindre børn, er det desuden oplagt at tage dem med.

Shannon studerede på DIS i 2017 og besøgte De Glemte Kæmper med sin værtsfamilie.

Vi håber, at nogle af disse ideer kan være inspirerende for jer. Har I andre populære udflugtsmål, som I gerne vil anbefale, er I altid velkomne til at kontakte os på bed@dis.dk eller i en besked på Facebook! Vi vil også elske at høre fra jer, hvis I ender med at besøge nogle af stederne.

Hav et rigtig godt semester!

One thought

  1. De glemte kæmper og alle de andre trolde af TD er altid sjovt og har gjort det med adskillige af mine studerende

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.