
Familien Mortensen var i efteråret 2016 værtsfamilie for deres fjerde DIS-studerende. Både deres DIS-studerende, Amy, og hele familien har været glade for tiden sammen. Da Amy er Full-Year-studerende, bliver hun boende hos dem indtil maj. Familien består af mor Lotte, far Henrik, samt deres to sønner på hhv. 10 og 12 år.
Hos DIS ved vi, at mange nye værtsfamilier på forhånd overvejer, hvordan det kommer til at gå med at få familiens egen hverdag og prioriteringer til at hænge sammen – samtidig med at man har en studerende boende. Her har familien Mortensen et par gode råd, som vi andre kan blive inspireret af.
Den første tid som værtsfamilie
For to år siden fik familien sin første DIS-studerende. De var blevet inspireret af andre i deres familie, som havde haft en positiv oplevelse. De skulle selvfølgelig selv gennemtænke idéen, men besluttede at kaste sig ud i det.
”At være værtsfamilie har klart oversteget vores forventninger positivt. I det første semester skulle vi lige finde os selv som familie i dette, og vi mener retrospektivt også, at man ikke skal kaste sig ud i dette før det mindste barn er 10 år af hensyn til sproget. De erfaringer, vi gjorde os i første semester, er den ”form” vi nu anvender på de øvrige studerende. Vi tager den studerende med til de sociale arrangementer, hvor det giver mening for alle parter. Vi vil ikke pådutte venner og familie, at de skal tale engelsk en helt aften. Vores børn er vilde med denne ”søster” de får hvert halve år, og der bliver givet godnat-knus af begge drenge til den studerende – de kan kun føle sig velkommen i vores familie. Vi voksne får et dejligt input til det amerikanske samfund og nogle interessante historier,” fortæller Henrik.

Om at planlægge og forventningsafstemme semesteret
Det er meget forskelligt blandt vores værtsfamilier og studerende, hvor meget interaktion de ønsker i hverdagen. Mange har en masse ender, der skal nå sammen, og de studerende har også lektier og studieture at tage hensyn til. DIS anbefaler, at alle værtsfamilier taler med deres studerende i løbet af den første uge om de forventninger, hver i sær har til niveauet af samvær i løbet af semestret.
Familien Mortensen har fundet en god balance, som kan være med til at inspirere andre.
”Søndag aften gennemgår vi ugens planer med Amy og siger til, hvis vi ikke er hjemme til spisning. Vi gennemgår de arrangementer, hvor hun er velkommen til at deltage, men vi lægger ikke pres på hende. Vi laver aftensmad sammen og Amy hjælper altid med at rydde op bagefter. Hun går normalt altid ind på sit værelse for at studere bagefter, men vi har haft andre studerende der sætter sig i stuen med deres laptop. Det er på ingen måde generende. Fredag aften sidder de normalt sammen med os og ser TV eller hygger, men de går også ud eller ind på deres værelse. Vi har brug for vores egen tid, så vi ville ikke kunne tilbyde at tilbringe timer på at socialisere om aftenen ud over middagen. Vi har også vores børn at tage hensyn til. Skal vi i biffen i weekenden, ud at shoppe eller blot ud til frokost tilbyder vi, hvis det passer os, at Amy kan tage med, men nogen gange har vi bare brug for at være alene med vores børn, så vi vælger helt selv. Vi føler ikke noget pres, hvad det angår,” siger Lotte.

De fleste DIS-studerende læser ét semester hos DIS. Der er dog flere og flere, der tager både et efteråres- og et forårssemester, ligesom Familien Mortensens nuværende studerende, Amy. Det er op til hver værtsfamilie, om de gerne vil fortsætte med at være værtsfamilie et helt år. Der var der dog ikke tvivl om at familien skulle fortsætte som Amys værtsfamilie også i foråret 2017:
”Tilbagemeldingen fra drengenes skole er, at begge drenge ligger rigtig fint rent sprogligt i engelsk, og det er helt klart en motivationsfaktor. Samtidig får vi så meget ud af hele ”setuppet”, så vi har ingen planer om at slutte dette. I juli måned sidste år besøgte vi vores allerførste studerende og hendes familie i USA, og det var helt fantastisk. Derudover synes vi det er ret fantastisk, at vi har haft besøg af familiemedlemmer fra alle vores fire studerende og denne jul er det en stor glæde, at Amy og hendes bror Matthew på 24 år skal fejre jul med os,” siger Lotte.
Tak til Familien Mortensen for at dele deres værtsoplevelse med os og give andre værtsfamilier gode råd med på vejen. Vi håber, at det forstående forårssemester bliver endnu en god oplevelse for såvel familien som for deres studerende, Amy.