Mette Sofie Egeberg Rasmussen er 24 år gammel og opvokset i Holte. Da hun var 12 år gammel, fik Mettes familie for første gang en DIS-studerende boende. Siden da har otte amerikanske studerende boet hos familien.
Mette fortæller her om, hvordan det var som 12-årig at skulle vænne sig til en ny storesøster i huset, og hvilken udvikling og oplevelser hun har haft siden hen.
Af Mette Sofie Egeberg Rasmussen
Det første møde…
Jeg var 12 år, og vi skulle have vores første udvekslingsstudent, Kelly, boende. Jeg følte mig ikke specielt sikker i at tale engelsk. Vi havde i familien talt om, at det kunne være en god og spændende idé, at have en udvekslingsstuderende boende, samtidig med at det var en god mulighed for at blive bedre til at tale engelsk. Jeg glædede mig også til at få en pige mere i huset, da jeg har to ældre brødre. Vi gjorde hendes værelse klar. Tankerne fløj igennem mit hoved. Hvem var hun, der skulle bo hos os i fire måneder? Mine forældre havde Skypet lidt og skrevet sammen med hende, inden hun skulle ankomme, så vi havde lidt kendskab til hende.
Den dag, da vi skulle hente Kelly i København, står helt tydeligt for mig. Jeg husker en blanding af nervøsitet, spænding og glæde, da vi skulle møde hende rigtig for første gang. Mit første indtryk var, at hun var sød, smilende og imødekommende. På vej hjem i bilen følte jeg mig lidt genert – jeg tror ikke, at jeg fik sagt så meget til hende. Det lod jeg i første omgang mine forældre om. Jeg glemmer aldrig, da hun talte direkte til mig første gang. Min mor havde bedt mig om at gå en tur med vores hund, inden vi skulle spise. Idet jeg skulle til at tage sko på, siger Kelly: ”I can take a walk with you, if you want?” Jeg kan huske den følelse, jeg fik i kroppen, mit hjerte bankede lidt hurtigere, jeg tror også jeg rødmede lidt. Selvom jeg udmærket godt forstod, hvad hun sagde, tænkte jeg: ”åh nej, så skal vi jo tale sammen, og kan jeg nu svare hende korrekt?”
Lade sproget blive din hverdag…
Dagene gik, og tiden med Kelly blev hurtigt en del af min hverdag. Det var en dejlig tid, vi fik sammen. Mine to brødre læste i København og var ikke så meget hjemme. Så for mig var det en rigtig god oplevelse at have Kelly boende. Det føltes som om, jeg havde fået en søster, som jeg kunne tale med og have det sjovt sammen med. De ord, som jeg i starten ikke kunne på engelsk, fandt vi andre måder at udtrykke på, f.eks. med ”tegnsprog” eller beskrevet med andre ord. Kelly var også sød til at komme med bud på ord, som jeg så lærte på den måde. Jeg synes ikke, det tog lang tid, før jeg fik mere og mere mod til at tale med hende. Vi talte om alt muligt og lærte hinanden rigtigt godt at kende. Det varede ikke længe, før jeg følte, at nu var sproget der.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at man forsøger at tale engelsk, så det bliver en del af ens hverdag. Jeg husker dog, at jeg kunne tage mig selv i at tale dansk til mine forældre og brødre. I starten skal man lige vænne sig til, at man skal tale engelsk til ens familie, så den studerende kan følge med i ens hverdag og samtaler. Vi oplevede dog også, at Kelly gerne ville lære lidt dansk, og det fik vi meget sjov ud af.
Familielivet…
Det var i første omgang mine forældre, der havde besluttet, at vi skulle have en udvekslingsstudent boende. Min mor havde talt med en anden familie, der havde prøvet det. Så hun foreslog os andre ideen. Vi talte om, hvad det ville betyde for os som familie, og hvilket ansvar vi hver især ville få.
Som min mor sagde: ”Der kan være mange gode ting i at have en udvekslingsstudent i huset. Da det på en eller anden måde er sundt at få et andet menneske ind i familien, man tager hensyn til hinanden – man fokuserer mere på, hvordan man performer.”
Vi talte med Kelly om, hvilke ”regler” vi levede efter i hverdagen. F.eks. give besked på, om man kom hjem og spiste, hvornår man regnede med at være hjemme, ro i huset om natten, hvis man havde gæster med hjem etc..
Vi sørgede for, at Kelly også selv kunne afgøre, hvad hun havde lyst til at deltage i af arrangementer med os. Vi præsenterede hende for nogle seværdigheder, vi gerne ville vise hende, mens hun var her, også blev hun også inviteret med til familiearrangementer, hvis hun havde lyst. Hun blev hurtigt en del af familien.
Vi har haft otte piger boende over en årrække. I starten havde vi dem om efteråret, så kunne man være os selv i familien om foråret, for det kræver selvfølge lidt at have en fremmed boende. Men efterhånden, som vi vænnede os til det, betød det ikke så meget, om det var forår eller efterår. Vi glædede os hver gang.
Kontakten…
De fire måneder, at man har en DIS-studerende boende går stærkt! Inden man får set sig om, skal de hjem igen. Ligesom der går mange følelser gennem kroppen, når de ankommer, går der også mange følelser gennem kroppen, når de rejser hjem igen. Kontakten skal selvfølgelig gå begge veje, hvis den skal bevares. Min familie og jeg tog til USA i tre uger, hvor vi besøgte to af de studerende, vi havde haft boende. Derudover besøgte vi også en af pigernes familie. Her oplevede vi en masse spændende amerikansk kultur. Da jeg var 20 år, rejste jeg selv til USA for at besøge en af de studerende i 3 uger. Det er en tur jeg aldrig vil glemme. Jeg havde været i kontakt med hende via mails og Facebook, men jeg havde ikke set hende i 3-4 år. Da vi mødtes i lufthavnen i Boston, var det som om, at vi lige havde været sammen. Hun sørgede for, at jeg fik en masse gode oplevelser, mens jeg besøgte hende. Vi havde ligesom byttet roller. En af de største oplevelser var, at vi skulle til hendes venindes bryllup i New York.
Denne sommer skal jeg igen til USA i en måned, og jeg glæder mig helt vildt. Her har jeg allerede aftalt, at jeg skal møde to andre af vores udvekslingsstuderende.
Selvom årene går, og vi kun har kontakten i perioder via mails og Facebook, så vil vores udviklingsstuderende stadig altid være host sisters for mig. Det har virkelig givet mig meget, at have de otte udvekslingsstuderende boende.
Tak til Mette for at fortælle os om, hvad det har givet hende at vokse op sammen med DIS-studerende.
Har du selv lyst til at lade din familie opleve en hverdag sammen med en DIS-studerende i hjemmet? Så tilmeld dig som værtsfamilie.