Dette forårssemester er vores største semester nogensinde med hele 1320 studerende i København. En stor del af dem bor hos værtsfamilier, så vi har over vinteren sammensat et nyt værtsteam til at lede både studerende og værter godt igennem forløbet. Du kan blive klogere på, hvem det nye værtsteam består af her.
Jesper Hansen – Manager of Student Housing
Jesper er uddannet Cand.Mag i Engelsk og Statskundskab fra Aarhus Universitet, og har – udover en kort pause som koordinator hos AAB – arbejdet for DIS siden 2014. De første 6½ år arbejdede Jesper som koordinator i værtsteamet, men siden han kom tilbage til DIS i august 2021, har han været Manager for DIS’ Housing Team.
Jesper fortæller selv:
“Lige siden jeg startede på DIS, har jeg nydt det direkte samarbejde med vores studerende og værter. Det er en mulighed for at være med til at skabe forbindelser og venskaber, der varer meget længere end fire måneder, og det er fantastisk at høre historier om værter, der bliver inviteret til bryllupper eller fødselsdage i USA, mange år efter de har været værter.”
Susanne Gammeltoft Rasmussen – Senior Host Coordinator
Susanne har en bachelor i socialt arbejde og en diplomuddannelse i psykiatri. Hun har tidligere arbejdet i over 10 år som socialrådgiver med udsatte børn og deres familier på tre forskellige folkeskoler i København.
Susanne har arbejdet for DIS siden oktober 2021, hvor hendes speciale er at støtte og tale med de studerende om de udfordringer, der kan være, når man bor hos en værtsfamilie.
Hun siger selv:
“Jeg synes, det er inspirerende og motiverende at se DIS-studerende udvikle sig i relationen med en ’ny familie’ og ved enden af et semester ofte stå stærkere i livet – også selvom alt ikke lige gik som planlagt”.
Elizabeth Karen Adams – Housing Coordinator
Elizabeth har en kandidat i engelsk og har arbejdet for DIS i flere år; først som studentermedhjælper, siden fire år som biblioteks- og administrationsmedarbejder i Academics, og nu er hun tilbage som Housing Coordinator, hvor hun primært beskæftiger sig med værtsfamilier og studerende samt med udviklingen af Career Connection-værtsprogrammet.
Elizabeth har også beskæftiget sig med flygtningeproblematikker og kommunikation om bæredygtig udvikling. Den røde tråd i hendes arbejde er formidling af kompetencebyggende fællesskaber, hvor mennesker kan lære af hinanden.
Hun udtaler selv om sit arbejde hos DIS:
”Det er enormt spændende at være med til at guide de studerende gennem spændingsfeltet mellem tryghed og personlig læring, især i så vigtig en periode i deres liv. Lige så givende er det at se både studerende og værtsfamilier udvikle sig i mødet med en anden kultur og nye perspektiver.”
Både Jesper, Susanne og Elizabeth kommer desuden til at arbejde med vores besøgsfamilier.
Vi håber, at alle vil tage godt imod det nye team!
Vil du vide mere om at være vært?
Vi søger lige nu værtsfamilier, som har lyst til at have en studerende boende næste semester.