Hvis man spørger familien Smith-Hansen, hvor længe de har været besøgsfamilie, har de svært ved at komme med et entydigt svar. Efter lidt snak frem og tilbage ender de et sted mellem 7 og 9 år – en periode, hvor de mere eller mindre har været besøgsfamilie konstant for omkring 10 DIS-studerende.
Morten og Karens børn på 12 og 15 år har derfor været vant til at vokse op med det, de kalder deres amerikanske søskende. For selvom Familien Smith-Hansen ’blot’ er besøgsfamilie, gør de meget ud af at danne nære relationer til de studerende.

Struktur i opholdet
Morten fortæller, at de normalt tager tidligt kontakt til deres studerende for sammen at blive enige om at lægge en løs plan for semestrets besøg. Hvor ofte skal de mødes, hvad vil de hver især gerne lave, og hvad er der af generelle forventninger?
Familien vil helst mødes en gang om ugen til middag – og gerne en fast dag, som man kan skrive i sin kalender. Der er selvfølgelig altid plads til ændringer, men som Morten selv siger, ”vil vi hellere gøre det ofte, end ikke at gøre det ofte”. Familien oplever faktisk, at det giver dem energi i stedet for at tære på energien.
Det kommer naturligvis helt an på, hvor meget tid og plads, man har, og det er netop noget af det, der gør besøgsfamilieprogrammet så fleksibelt. Uanset hvor travl en hverdag, man har, kan man skræddersy besøgene, så det passer både til ens egen kalender og til den studerendes kalender.

Vil give noget tilbage til universet
Morten har selv været udvekslingsstudent i sine yngre dage, og han har en søster, der bor i USA. Karen har desuden rejst meget, og det var derfor en oplagt mulighed for dem begge at blive tilknyttet DIS som besøgsfamilie. Morten beskriver selv, at de simpelthen gerne ”ville give noget tilbage til universet og åbne deres hjem”.
Og man må sige, at Familien Smith-Hansen åbner deres hjem. Det foregående semester havde de to studerende, Michele og Marie, på besøg, som yderligere tog flere af deres amerikanske venner med af og til – f.eks. nogle af dem, der bor hos værtsfamilier og ville se, hvordan en anden dansk familie lever. Der var derfor fuldt hus, men det synes familien kun var hyggeligt.
”Vi går meget op i at vise vores unger, at man skal tage godt imod folk fra andre lande”
Morten Smith-hansen
”Vi går meget op i at vise vores unger, at man skal tage godt imod folk fra andre lande”, fortæller Morten og fortsætter: ”Det er også fedt for vores børn, at opleve at amerikanerne er nogle ressourcestærke, unge mennesker, som har meget at byde ind med.”
Der er også nogle mere ‘praktiske fordele’ i at være besøgsfamilie. Familien nævner, med et grin i stemmen, at de bliver tvunget til at gøre rent, opføre sig pænt og lade være med at skændes. På den måde fungerer rollen som besøgsfamilie også som en påmindelse om at finde det gode humør frem – og det er egentlig en ret fin tanke.




Gode erfaringer
Men hvad laver man egentlig som besøgsfamilie?
Det er der mange bud på, og det er helt op til den enkelte familie at beslutte, hvad de vil lave sammen med den studerende. For Familien Smith-Hansen er der dog nogle bestemte aktiviteter og steder, de har rigtig god erfaring med.
Det drejer sig f.eks. om ture til Møns Klint, Roskilde Domkirke og Tivoli – steder der ofte går igen hos andre besøgs- og værtsfamilier. Derudover har familien gerne den ugentlige middag, som både kan foregå i hjemmet men også ude nogle gange. Hele familien er desuden store FCK-fans og en tur i Parken til en Superliga-kamp eller sågar en landskamp er også et populært udflugtsmål. Her har de også flere gange haft de studerendes familier med, hvis de har været på besøg i København.
Det er helt gennemgående for Smith-Hansen-familiens tilgang til at være besøgsfamilie, at de studerende skal opfatte dem som en slags ekstra familie i Danmark. Derfor fortæller Morten og Karen også de studerende, at de altid må ringe til dem kl. 3 om natten, hvis de føler, at de har brug for hjælp eller føler sig usikre.
Mange af de studerende er gode til at holde kontakt til familien på sociale medier, efter at de er taget hjem til USA, og hele familien håber meget på at kunne tage på roadtrip i USA en dag og besøge nogle af de studerende, de har haft kontakt til gennem årene.

Har du lyst til at være besøgsfamilie til efteråret 2023?
Vi søger lige nu besøgsfamilier til det kommende semester – du kan læse mere og tilmelde dig her, hvis det lyder som noget for dig!