I 2011 blev Sierra den første DIS-studerende, som Familien Jensen bød indenfor i deres hjem. Dengang var Sara og Maria kun 14 og 12 år gamle, og Sierra føltes straks som en ny storesøster i familien – af den grund har de også holdt kontakten igennem årene.
For nyligt var Sierra endelig tilbage i København for at besøge sin gamle værtsfamilie – mere end et årti senere!

Lå til højrebenet
Sierra vidste fra en tidlig alder, at hun gerne ville læse i udlandet en dag. Hendes far er selv professor, og hele familien flyttede med ham i 2000, da han skulle undervise i udlandet. Da Sierra kom på universitetet, var det derfor en oplagt mulighed for selv at få en fantastisk oplevelse i et nyt land – og det blev altså et semester på DIS i København.
Hun vidste også, at hun gerne ville have en indgående forståelse af Danmark, og derfor var Homestay altid førsteprioriteten. Da vi spørger Sierra, hvad hun husker mest tilbage på ved sit ophold i Danmark, er det da også oplevelsen med at bo hos Familien Jensen, der skinner allerklarest igennem:
“It’s the homestay that sticks out to me, a decade later. The people that became very near and dear to my heart.”
Sierra, Tidligere DIS-studerende
Særlige minder
Der er dog også mere konkrete minder, som Sierra tydeligt genkalder. Saras konfirmation er en af dem. Sierra fik nemlig ”lov til” både at lægge makeup og lave hår på Sara – og det var en stor ære for hende, fordi hun netop forstod, hvilken enorm kulturel betydning konfirmationsdagen har for mange unge i Danmark. Det var den perfekte måde virkelig at indvie Sierra i dansk kultur på!
Sierra nævner også noget så banalt som en rigtig god toast, Maria lavede til hende den første morgen, hun var her: “I expected plain dried bread and was instead offered a cheesy warm panini!”. Et fantastisk eksempel på, at det nogle gange også er de helt små dagligdagsstunder, som gør indtryk – selv så længe efter.



DIS under huden
For Familien Jensen blev Sierra startskuddet på en fantastisk række år, hvor der nærmest konstant var DIS-studerende i huset. Fra 2011 til 2017 var de nemlig værter for hele 11 unge mennesker, og det har på den måde været en indgående del af både Saras og Marias ungdom.
Især Sara har virkelig fået DIS under huden, da hun både har boet på Langebro Kollegium og i dag selv arbejder hos DIS som Study Tours Coordinator. Hun gav Sierra og Maria en rundvisning i vores bygninger – noget af det var måske stadig genkendeligt fra 2011!

Sara og Sierras venskab er et rørende eksempel på, hvor enestående relationer, der ofte dannes mellem værtsfamilier og deres studerende.
Vil du også skabe minder for livet? Bliv vært for en studerende til foråret!
One thought