Danika fandt et nyt hjem hos familien i Espergærde

For Pernille og Kim var det en helt ny oplevelse, da de i dette forår tog imod deres første DIS-studerende, Danika. Hvad skulle de forvente, og hvordan er man vært for en ung studerende fra USA?

Det er virkelig blevet et home away from home, og det vil det være resten af mit liv, selvom det bare har været den her fire måneders-periode.

Danika, DIS-studerende
Hele familien samlet ved den smukke kystlinje et stenkast fra huset.

Fokus på den naturlige dagligdag

Spørger man Pernille, har noget af det vigtigste været, at hele familien har opført sig naturligt. Danika skulle være en del af familielivet – hun skulle ikke bare være en fremmed, der boede hos dem et semester:

”Danika mødte en masse af vores venner. Vi tog på ture sammen. Vi prøvede virkelig at introducere Danika til, hvordan en dansk familie hænger sammen i hverdagen. Vi spiste sammen om aftenen, og børnene havde nogle gange venner ovre. I begyndelsen var vi rigtig meget sammen, fordi der stadig var de sidste COVID-restriktioner, og det var faktisk rigtig hyggeligt, fordi vi lærte hinanden så godt at kende fra starten af.”

Familiens fokus på at integrere Danika som et familiemedlem på lige fod med alle andre har helt sikkert også haft stor værdi for Danika. Hun understreger selv betydningen af at kunne komme hjem til det skønne hus i Espergærde og have muligheden for at diskutere de ting, hun lærte i sin undervisning på DIS:

“Jeg lærte en masse om dansk kultur på DIS, og mit core course var ’Cultural Diversity and Integration’. Pernille og Kim er meget kloge og følger godt med i dansk politik, og alt hvad der sker. Og Salma har også en masse holdninger til tingene. Så jeg har virkelig værdsat at kunne komme hjem og diskutere de her ting med familien.”

Uno var en af de foretrukne aktiviteter for hele familien.

Nye perspektiver på livet

Et af de temaer der ofte går igen hos værtsfamilier er muligheden for at få nye perspektiver på dansk kultur og ens eget familieliv, mens man samtidig lærer en masse om, hvordan man gør tilsvarende ting i USA: ”Man ser også sit eget liv udefra, når man har en ny person boende. Det synes jeg er utroligt værdifuldt”, siger Pernille om kulturudvekslingen.

Samtidig var Danikas ophold af stor betydning for familiens børn:

”Det er så interessant at lære en ung person at kende fra en anden kultur. Det er også en stor gave at give dine børn, fordi de lærte en masse om USA og om at være ung – ligesom de blev bedre til engelsk.”

Danika lavede masser af aktiviteter med familiens to piger, Salma og Rose. Med Salma var hun blandt andet på Kronborg, ligesom hun tog Rose med til Arbejdermuseet i København – og sluttede turen af med en stor is, selvfølgelig.  

Kim siger også med et lille grin i stemmen, at Danika introducerede dem til nye hjørner af gastronomiens verden: ”Vi vidste, hvordan man laver mexicansk mad, og vi vidste, hvordan man laver guacamole. Men det smagte alt sammen af Danmark. Så Danika viste os, hvordan man laver ægte Tex Mex. Og vi spiste mac and cheese!”

For Danikas vedkommende var der noget helt grundlæggende anderledes i måden, man strukturerer sin hverdag i Danmark, som hun vil tage med sig til USA:

”Jeg føler, at jeg altid laver ting i USA. Jeg tænker på min dag som en to-do-liste i stedet for bare at nyde den, og jeg tror, at jeg har lært at slappe af og være i nuet her; hvad enten det har været at komme hjem og sidde ved bordet for at tegne med Rose eller bare se på Salmas TikToks. Det føler jeg er en stor del af dansk kultur, som jeg har lært at kende: Sænk farten og tjek op på dine nærmeste. Så jeg håber meget på at tage noget hygge med tilbage til USA.”  

De tre piger har virkelig hygget sig med hinanden.

Familieliv fremfor rejser

Danika er slet ikke i tvivl om, hvor meget familien i Espergærde har betydet for hende:

”Jeg ved, at jeg altid vil have en familie i Danmark. Det er lidt trist at skulle hjem nu. Jeg har altid ønsket mig søstre, og det føler jeg, at jeg har nu. Det er virkelig blevet et home away from home, og det vil det være resten af mit liv, selvom det bare har været den her fire måneders-periode.”

For nogle study abroad-elever kan det være fristende at forsøge at nå at besøge så mange steder som muligt i Europa, mens man er her. Danika fandt ret hurtigt ud af, at man ikke kan nå det hele – og det behøver man heller ikke. I stedet fokuserede hun på sine relationer med familien og vennerne:

”Jeg tror generelt, at jeg foretrækker at være hjemme, og jeg tror, at mit forhold til min værtsfamilie gjorde, at jeg tøvede med at rejse for meget væk, fordi jeg følte, at det var bedre at bruge min tid med folk. Det tror jeg er det vigtigste ved at rejse til et nyt sted: at skabe relationer og lære mennesker at kende.”

Danika har desuden skrevet nogle meget fine tanker om dette på sin blog, som du kan læse her.

Der er blevet brugt meget tid på at tegne!

Er du vores næste værtsfamilie?

Vi mangler stadig de sidste værtsfamilier til efterårssemestret på DIS. 19 studerende mangler således et sted at bo fra august til december – vil du åbne dit hjem for en af dem?

>> Tilmeld dig som værtsfamilie her

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.